Karelsk og ortodoks kultur i Østfinland

Ordet Karelen vækker allerede fantasien. Af historiske årsager indgår et vist pust af exotisme i alt, der stammer fra Karelen. 

Indbyggerne, livsstilen, sproget og dialekten samt hele den karelske kultur er fængslende; end ikke mystikken savnes. Noget af den byzantinske kulturarv lever stadig. Den ortodokse tro har en stærk forankring her.

Lysbilledserien viser rejsen til Karelen, gennem bl. a. Mikkeli med tilknytning til Finlands krigshistorie. Her står stadig general Mannerheims salonvogn på stationen. Ved Kunnus kanalområdet findes 2 historiske kanaler fra 1900-tallet og i Kuopio ligger det ortodokse kirkemuseum.


I den østlige del af landet ligger nationalparken Koli, der har inspireret mange fin ske kunstnere gennem tiderne og hvis natur er noget helt enestående med bakker og søer. Lieksa byder på frilandsmuseum med arkitektur og husflid fra tidligere tider. Også Bombahuset, en tro kopi af Dimitri Bomba's hus i det nu russiske Karelen ligger her. Overalt ses den ortodokse tro i form af ortodokse kirker og kapeller - tsasounaer.


Den finske undergrund er beriget med fedtsten, der forarbejdes til masseovne. Over jorden er landet beriget med skove og træ i massevis, der ligeledes forarbejdes.


Helt mod øst ved den russiske grænse ligger kommunen Ilomantsi  med stærk påvirkning af den gamle karelske kultur,  her har det finske nationaldigt, Kalevala sit hjemsted og her er kantelen stadig et meget brugt instrument. Madspecialiteterne  pirogger  hører  ligeledes hjemme  her.


Området har også været berørt af især vinterkrigen mellem Finland og Rusland og krigsmuseer og skyttegrave findes stadig.


Det gamle kloster Valamo lå på den russiske side af grænsen efter denne vinterkrig. Senere lykkedes det at etablere det nye Valamo, der nu er det eneste ortodokse munkekloster i Finland og valfartssted for troende og andre, der blot søger en stille stund.


Den russiske tsar Alexander, gift med den danske prinsesse Dagmar, valgte at holde sommerferie ved en af Finlands lakseførende elve. Man byggede en fiskerhytte til kejserfamilien og i 10 år gjorde den tjeneste som sommerbolig i nogle uger hvert år.



Margaret Skovsen © 2019