Hawaii - en øgruppe af vulkaner

Hawaiiøerne er toppe på en lang vulkankæde, der har været aktiv i mere end 70 mio. år. De ældste vulkanøer er for længst nedbrudt og forsvundet under havets overflade, andre er i en nedbrydningspro9ces, hvor vindens og regnens erosion former kraterne, atter andre er i en opbygningsfase, hvor varm lava stadig strømmer frem i vulkankraterne og skaber nye landskaber.

Hele øgruppen bevæger sig hen over et hotspot, en stor udposning på jordens indre varme kappe. Her trænger hele tiden en søjle af varm klippe op mod jordens overflade, hvor magmaen efterhånden smelter og forårsager vulkanudbrud. For øjeblikket ligger Mauna Loa og Kilauea ovenpå dette smeltepunkt, men efterhånden som tektoniske bevægelser får øgruppen til at glide mod nordvest, må det forventes at endnu nye øer dukker frem af havets overflade.


Hawaiis historie er relativ kort, først omkring år 300 blev øgruppen opdaget af polynesiske folk fra Marquesasøerne. Polynesierne var agerbrugere og de første, der påvirkede det landskab, som gennem millioner af år havde ligget uberørt hen. Næsten 800 år levede dette folk i fred for invasioner, inden nybyggerne fra Tahiti anså det for deres fornemste opgave at bringe en ny kultur til Hawaii-øerne.


I 1700-tallet opdagede James Cook Hawaiiøerne, men formentlig havde inden ham været spanske opdagelsesrejsende på øgruppen. Den polynesiske kultur havde således haft påvirkninger andre steder fra, inden kong Kamehameha sluttede øerne sammen til et kongerige. Nye tider var på vej og mange amerikanske plantageejere dyrkede nu sukker på Hawaiiøerne; tilknytningen til USA voksede gradvist. Første blev Hawaii amerikansk territorium for nu at være en af de amerikanske stater.


Hawaiis klima er så varieret, at 11 af verdens 14 klimazoner er repræsenteret indenfor et område, der kun er ca. 1/3 af Danmarks areal. Øgruppens flora er unik, idet en stor del af de planter, der findes på Hawaii, alene findes her. Før mennesket kom til øerne, var der pga den lange afstand til nærmeste fastland kun ganske få plantefrø, der var båret hertil af fugle. Det milde klima giver gode vækstmuligheder for planterne og her er alt fra tropiske planter som bananpalmer og kokospalmer; frodige regnskov til kaktusarter i de alpine ørkner i de højereliggende egne, hvor nattefrost kan forekomme.


Hawaii er også fine gyldne strande, hulu-hula-pigerne og hibiscusblomsterne, hvilket der bliver lejlighed til at se i dette fotoforedrag, hvor de 4 øer Oahu, Maui, Hawaii og Kauai, besøges.


Margaret Skovsen © 2019