Sæsonens foredrag:
Seychellerne er med deres placering langt ude i det Indiske Ocean i feriesammenhæng mest kendt for sol- og badeferie, men som et ørige med mere end 100 granit- og koraløer rummer landet også en utrolig natur.
Placeringen tæt ved Ækvator giver et klima, hvor mange forskellige planter trives med deraf følgende varierende insekt-, fugle- og dyreliv. Her trives kødædende planter, håndsstore edderkopper og kæmpeskildpadder og nogle af verdens mest sjældne fugle.
Kulturen i landet er præget af tidligere tiders herskere med indflydelse fra både Frankrig og Storbritanien og med Indien som nabo over vandet har påvirkningen herfra også været stor.
Først i 1976 slap Seychellerne fri af Storbritaniens greb og blev en selvstændig republik med opbygningen af egen administration, love og regering.
I fotoforedraget besøges øerne Mahé, Praslin, La Dique og Bird Island.