Sæsonens foredrag:
Provence
Provence er duften af krydderier, et glas kølig rosévin, petanque under platantræerne, fortovscaféer, bugnende markeder, lavendel, blomstrede tekstiler, kunstmalere og amatørmalere, Middelhavet, det betagende lys, pinjetræer, oliventræer, friskbagte baguettes, parfume og meget meget mere.
Provence-navnet stammer fra romernes tid, hvor dette folkeslag havde en provins i området. Mange bygningsværker eller rester af bygningsværker i Provence kan føre historien tilbage til romertiden. Da romerriget gik til grunde, var det franskmændenes tur til at sætte præg på arkitekturen og kulturen. Senere kom mange andre nationaliteter til og utallige er de kunstnere, der er blevet tiltrukket af det specielle lys over Provence og hvis motiver er hentet herfra.
Landskabet er meget varierende fra det flade delta i Camargue til den dybe kløft ved Gorge du Verdon. Oliventræer, vinstokke og ris blander sig med et rigt blomsterflor.
Dette og meget mere er skildret gennem en lysbilledserie, hvor vi starter omkring Arles og naturområdet Camargue, fortsætter til zigeønerbyen Sainte Maries de la Mer, besøger korsfarerbyen Aigues Mortes inden vi fortsætter op i baglandet med dets små landsbyer, vinmarker, okkerlandskaber og olivenlunde. Turen fortsætter mod øst til Napoleonsruten ved Castellane og til palmerne ved kysten ved Nice. Desuden et glimt fra kunstnerbyen St. Paul de Vence. Alt sammen skildret ud fra naturen, kulturen, dagliglivet og historien i området.